Hvorfor bliver stemmen hæs?

Stemmen kan faktisk holde til rigtig meget. Tænk bare på en baby, der kan græde og skrige i timevis uden at blive hæs eller skade stemmen.

Men gennem livet udvikler vi vaner, som ikke altid er gode for stemmen. Mange begynder at trække vejret højt oppe i brystet, spænder konstant i maven, klemmer sammen i halsen eller presser struben op. Det begrænser den naturlige vejrtrækning og gør, at stemmelæberne ikke kan arbejde frit.

Når talevejrtrækningen ikke fungerer optimalt, får stemmelæberne ikke den jævne luftstrøm, de har brug for. I stedet kommer mange til at kompensere ved at presse mere i halsen for at få mere lyd. Det giver unødigt slid. Stemmelæberne bliver irriterede og hævede – og resultatet er en træt og hæs stemme.

Hæshed kan også opstå, hvis stemmens muskler ikke er stærke nok til den måde, stemmen bliver brugt på. Mange prøver at skabe mere kraft ved at blæse mere luft igennem stemmen – ofte med en stor vejrtrækning oppe i brystet. Det øger trykket på stemmelæberne, som hurtigt bliver overbelastede.

Selvfølgelig kan stemmen også blive hæs i forbindelse med forkølelse eller sygdom. Men hvis du ofte bliver hæs i hverdagen, er det som regel et tegn på, at stemmen arbejder hårdere, end den behøver.

Hvordan undgår jeg en hæs og træt stemme?

Det første skridt er at få talevejrtrækningen til at fungere godt. Når du har kontakt til kroppen og kan slippe unødige spændinger i maven, bliver det lettere at skabe et sundt luftflow, som giver stemmelæberne de bedste betingelser for at arbejde.

Dernæst handler det om at finde årsagen til hæsheden. Er det vejrtrækningen? Spændinger? Måden du bruger stemmen på? Når årsagen er fundet, kan man træne de relevante muskler og ændre de vaner, der belaster stemmen.

Det kræver ikke et særligt talent. Vi er alle født med en stemme, der kan bruges frit og ubesværet. Men dårlige vaner kan snige sig ind over tid – og de tager også tid at ændre.

Jeg ved det, fordi jeg selv har været igennem processen. Og jeg har set det igen og igen hos de mennesker, jeg har arbejdet med: En hæs og træt stemme kan blive markant bedre, når man arbejder med de rigtige ting.

Åndedrættet: fundamentet for en stærk stemme

Nervøsitet, præstationsangst: Hvorfor? Og hvad kan der gøres ved det?

Den professionelle stemme/den private stemme

Den professionelle stemme er den den du bruger i dit arbejde. Den du bruger bevidst når du fx. skal levere et budskab, kommunikere noget vigtigt, inspirere folk omkring dig

Hvad gør man, når stemmen svigter?

Er din stemme blevet hæs eller helt væk, er det vigtigste, du kan gøre, at give den ro. Drik rigeligt med væske, og undgå at presse stemmen. En hæs stemme skyldes ofte, at stemmelæberne er blevet irriterede eller overbelastede og har brug for tid til at komme sig.

Hvad gør man, hvis stemmen er hæs eller væk?

Hvis du skal bruge stemmen, er det vigtigt først at finde ud af, hvordan den har det. I nogle tilfælde kan masserende og strækkende stemmeøvelser hjælpe, så stemmen fungerer bedre, og du kan gennemføre det, du skal – afhængigt af hvor krævende opgaven er.

Er du i tvivl, anbefaler jeg, at du bliver undersøgt af en halslæge. Så kan du få afklaret, om stemmen blot er overbelastet, eller om der er opstået en skade, som kræver mere ro eller behandling.

Kan man bruge stemmen, selvom den er hæs?

Skal du holde et enkelt oplæg eller en tale, kan det i nogle tilfælde være nok at varme stemmen grundigt op, gennemføre opgaven og derefter give stemmen ekstra ro de følgende dage.

Har du derimod et job med mange timers stemmebrug – for eksempel som lærer, skuespiller, underviser eller foredragsholder – er det vigtigt at finde ud af, om stemmen kan holde til belastningen. Nogle gange er det faktisk bedre at aflyse og lade stemmen komme sig, end at presse den videre og risikere en skade, der tager lang tid at komme over.

Hvordan får man stemmen tilbage?

Hvis du ofte bliver hæs eller oplever, at stemmen svigter, er det sjældent nok bare at hvile den. Det er vigtigt at finde årsagen til problemet. For mange handler det om vejrtrækning, spændinger eller uhensigtsmæssige stemmevaner. Når årsagen bliver fundet, kan man som regel træne stemmen, så den bliver stærkere og mere holdbar.

Jo tidligere du tager hånd om problemet, desto lettere er det som regel at få stemmen tilbage og undgå, at hæsheden bliver en tilbagevendende udfordring.