Hvad gør man, når stemmen svigter?
Er din stemme blevet hæs eller helt væk, er det vigtigste, du kan gøre, at give den ro. Drik rigeligt med væske, og undgå at presse stemmen. En hæs stemme skyldes ofte, at stemmelæberne er blevet irriterede eller overbelastede og har brug for tid til at komme sig.
Hvad gør man, hvis stemmen er hæs eller væk?
Hvis du skal bruge stemmen, er det vigtigt først at finde ud af, hvordan den har det. I nogle tilfælde kan masserende og strækkende stemmeøvelser hjælpe, så stemmen fungerer bedre, og du kan gennemføre det, du skal – afhængigt af hvor krævende opgaven er.
Er du i tvivl, anbefaler jeg, at du bliver undersøgt af en halslæge. Så kan du få afklaret, om stemmen blot er overbelastet, eller om der er opstået en skade, som kræver mere ro eller behandling.
Kan man bruge stemmen, selvom den er hæs?
Skal du holde et enkelt oplæg eller en tale, kan det i nogle tilfælde være nok at varme stemmen grundigt op, gennemføre opgaven og derefter give stemmen ekstra ro de følgende dage.
Har du derimod et job med mange timers stemmebrug – for eksempel som lærer, skuespiller, underviser eller foredragsholder – er det vigtigt at finde ud af, om stemmen kan holde til belastningen. Nogle gange er det faktisk bedre at aflyse og lade stemmen komme sig, end at presse den videre og risikere en skade, der tager lang tid at komme over.
Hvordan får man stemmen tilbage?
Hvis du ofte bliver hæs eller oplever, at stemmen svigter, er det sjældent nok bare at hvile den. Det er vigtigt at finde årsagen til problemet. For mange handler det om vejrtrækning, spændinger eller uhensigtsmæssige stemmevaner. Når årsagen bliver fundet, kan man som regel træne stemmen, så den bliver stærkere og mere holdbar.
Jo tidligere du tager hånd om problemet, desto lettere er det som regel at få stemmen tilbage og undgå, at hæsheden bliver en tilbagevendende udfordring.